søndag den 5. januar 2014

5/1: Maui, lidt refleksioner

Vi havde valgt, at Maui skulle være der, hvor vi kunne slappe af, fordøje vores oplevelser og ellers bare nyde at være sammen. Og så lige være en mellemstation inden vi kom hele vejen rundt om jorden.
Vi havde på forhånd faktisk ingen forventninger til, hvordan vores ophold ville være, bortset fra naturligvis at det var amerikansk. Vi havde hørt at Hawaii var mere til ældre par og nygifte, og ikke så meget til børn.
Men hold da op, hvor blev vi positivt overrasket over Maui, og ikke mindst byen Lahaina og vores resort Aina Nalu. Byen var utrolig hyggelig at være i, alt var i gå-afstand. Der var ingen højhuse eller store hoteller, de lå i nabo byen, og så lå Aina Nalu resortet midt i byen.
Resortet var utrolig børnevenligt, med super lejligheder og lækre pools.
I Lahaina, og Maui generelt, var der rigtig mange fede ting at opleve. Havde vi haft mere tid (og råd), og havde vi behov for masser af nye oplevelser, så havde vi ikke nøjedes med en Luau og en Snorkel tur. Der tilbydes rigtig mange oplevelser, både med og uden børn, men vi havde nok i de 2 ting vi prøvede af.

Og vejret, ja, det var vinter, men i snit omkring 25 grader om dagen, og ca. 18 grader om natten. Lahaina lå på vestsiden, og på denne side lå alle de lækre badestrande også. Vejret er generelt meget bedre på denne side, da bjergkæden ”stopper” skyerne.
Vejret er meget ens året rundt.

Maui er amerikansk, på godt og ondt. Der findes ikke små portioner i USA, sådan er det bare. Og det usunde er ret billigt, utroligt hvad man kan købe Coka-Cola for, og det er nemt at friture stege ting. Desto mere chokerende er det, at man skal give $3,49 for en agurk! Man forstår godt, hvorfor man ikke spiser sundt i USA.

Vi oplevede langt fra den samme venlighed, som vi blev mødt med i faktisk alle andre lande. Folk var slet ikke så imødekommende, og personalet generelt var ikke så service minded som vi forventede. Mere stressende, og ikke så relaxed.

Vi var inde for at se en Luau til nytår, hvor vi fik set Hawaii traditionen for dans, show og ”krigsdans”. Sjovt nok mindede det rigtig meget om det vi så på New Zealand, og det skyldes at det er polynesisk inspireret. Der er mange ens ”ur” traditioner på Hawaii, Tongo, Fiji og New Zealand, men selve hula delen så vi dog ikke i New Zealand.

Hvis det ikke var for at Maui lå så pokkers langt væk fra Danmark, så ville vi helt sikkert gerne komme her mange flere gange. For os alle 5 er der ingen tvivl om, at vi rigtig gerne vil tilbage igen og være på øen i nogle uger, for lige at få lidt flere oplevelser med. Vi så jo ikke helt så meget af det som Hawaii ellers bød på. Fx stod det at se lavaen flyde nede i vandet på Big Island højt på ønskesedlen. Men formålet med opholdet på Hawaii var nu at slappe af, og det fik vi gjort.

Maui, eller bare Hawaii skal virkelig opleves, det er et fedt sted, både med og uden børn. Vi mødte faktisk flere børnefamilier fra Danmark, som fejrede 14 dages juleferie på Maui, og de syntes det samme som os. Og 14 dage i juleferien på Hawaii, og dermed ingen julestres, det er da fristende.

lørdag den 4. januar 2014

4/1: New Zealand, lidt refleksioner

Vi har tilbragt 39 rigtig dejlige dage i New Zealand, og landet var vores primære formål med vores jordomrejse. Vi planlagde New Zealand på følgende måde:
2 dage i lejlighed i Auckland
11 dage i camper på Nordøen
25 dage i camper på Sydøen
1 dag i lejlighed i Christchurch

Vi syntes det var en god fordeling, altså at have den primære tid på Sydøen. Grunden er, at Sydøen er noget større, og der er mange oplevelser at gennemføre. Men til trods for de mange dage, så kunne man sagtens bruge en måned mere på New Zealand, da der var nogle interessante områder, vi måtte se bort fra.
Vi talte med nogle danskere, som faktisk var mere rundt på øen end vi var med færre dage til rådighed, men de skulle så til gengæld næsten køre hver eneste dag, hvor vi foretrak at have nogle sammenhængende dage på udvalgte campingpladser. Både for at kunne fordøje det vi oplevede, og for at drengene kunne få lavet deres lektier. Vi mødte en del danskere, og flere af dem brugte 4-5 uger på New Zealand og de brugte december måned til det.

Vi valgte at tage fra Nord til Syd, og mange vælger den anden vej, men vi synes det er hip som hap hvad man gør.
Skulle vi beskrive vores oplevelse på New Zealand med få ord, så ville det være noget med:
New Zealand er et fantastisk flot og betagende land, med et utal af oplevelser, såvel action- som naturoplevelser. Der er mange bjerge, store søer, skove og fantastiske landskaber.

Men når det så er sagt, så er New Zealand lidt kedelig, alt er mere eller mindre bare grønt, der er ikke mange farver i deres natur. Og dyrelivet er ikke noget at skrive hjem om. Vi sammenligner altid lidt med Australien, som har et fantastisk dyreliv. Det er måske ulempen ved at tage Australien først.
Flere guider på New Zealand sagde faktisk, at hvis der var farverige blomster eller dyr på øen, så var de blevet importeret. Og ofte til gene for den øvrige natur.

Vi mødte ikke så mange kiwier (folk New Zealand), som vi gerne ville, men dem vi mødte var utroligt rare og imødekommende. Ligesom i Australien, så er man mere ”relaxed” i New Zealand, end hvad vi er vant til i vores fortravlede danske land. Det var meget tiltalende.
Vejret hernede er noget koldere end i Australien, men landet ligger faktisk ikke forfærdelig langt fra Sydpolen. Vi var rimeligt heldige med vejret, og det var kun de sidste par dage, hvor vi oplevede en del regn og lidt køligere vejr. Altså under de 20 grader.
Vores tur rundt på Nordøen gik som kan ses af nedenstående kort:

Vi synes det var passende med de 11 dage vi havde i camperen, men vi kunne dog godt have brugt nogle flere dage på Nordøen. Vi syntes faktisk, at Nordøen havde rigtig meget at byde på. Det primære vi tager med fra Nordøen:
  • Auckland, midtbyen
  • Hot Water Beach
  • Varme kilder og vulkaner i Rotorua
  • Maori show i Rotorua
  • Napiers Art Deco design
  • Wellington og Te Papa museet
  • Naturen
Sydøen blev gennemført med ruten nedenfor:
 
Igen var vores dage passende og med god tid til at fordøje oplevelserne. Men 14 dage mere ville lige have givet os mere tid på den nordlige og sydøstlige del af øen; dem valgte vi at se bort fra. Det primære vi tager med fra Sydøen:
  • Kilderne i Hanmer Springs
  • Helikoptertur over Fox og Franz Josef gletcherne og forbi Mount Cook
  • Vandring på Fox Glacier i 2.000 meters højde
  • Milford Sounds ved Te Anau
  • Glowworm Caves ved Te Anau
  • Lugetur, Fårefarm og Jetboating ved Queenstown
  • Svømning med delfiner ved Akaroa
  • Christchurch og ødelæggelserne fra jordskælvene
  • Naturen
Der var også mange andre ting, men med disse dage i New Zealand føler vi virkelig, at vi har oplevet rigtig meget, og vi fortrød ikke nogen af de beslutninger vi havde taget.
Vi har faktisk fået oplevet alle de ting vi ønskede os, så vi kan kun være glade, hvilket vi er.
 
Det koster ca. det samme at leve i New Zealand som derhjemme, det var det vi oplevede. Nogle ting var ret dyre, specielt de usunde ting (fx chokolade og øl, øv), og frugt og grønt var også ret dyrt. Og ofte dyrere end, hvad vi oplever i fx Bilka. Det overraskede os, men omvendt, New Zealand ligger langt fra alt. Og den New Zealandske dollar er steget ret meget i værdi de sidste 4 år, da landet ikke har været helt så hårdt ramt af krisen.
 
Når vi nu sidder her, en uge efter vi rejste fra New Zealand, så har vi ikke umiddelbart noget ønske om at komme tilbage foreløbig, der er for mange andre ting vi gerne vil opleve. Men New Zealand var et rigtig fedt sted at være, og mange ting er ”designet” til børnefamilier med campere, så vi kan helt klart anbefale andre at tage til New Zealand. Med eller uden børn. Uden børn ville man kunne nå flere ting, end vi gjorde på de dage, vi var der.
Vi vil dog anbefale, at man tager nogle dage i en lejlighed til at opleve Auckland. Det er ikke så meget værd at bo i en lejlighed i Christchurch, her er byen endnu for berørt af jordskælvet for 3 år siden.
 
Kan I så komme afsted?

4/1: Sidste dag på Maui

Så er vi i gang med vores sidste dag på Maui, og vi har virkelig nydt det resort vi er på. Det har alt det, der er brug for til en børnefamilie, og så er byen Lahaina et dejligt sted at færdes rundt i.

Vi har brugt en del tid ved poolen, specielt drengene, og Laurits har netop besluttet sig for ikke at ville bruge nogen hjælpemidler til at svømme mere. Og det går faktisk rigtig godt, han mangler bare lige at øve på at stoppe op og trække vejret, men det er en detalje. Ret sejt gået af den lille gut, som inden rejsen ikke var helt tryg ved vand. Og nu hopper han også gladelig ud i vandet fra kanten.

Pool området er et lækkert sted at være, og det er også super hyggeligt at bade her om aftenen.

Udsigt fra vores lejlighed er fyldt med masser af palmer, men igennem dem kan vi lige skimte poolen.
 

Og fyren nedenfor hilste vi på hver dag uden for vores dør.

Drengene ville gerne have noget specielt med hjem at vise, så det får I at se, når vi er i Danmark igen. Men der var meget koncentration under forløbet.
 


Vi har fået lavet en aftale med en Late Checkout på resortet, da Asger ikke har det så godt, han fik det skidt igår med feber, mave- og hovedpine. Vi har værelset til 20:15, hvorefter vi bliver hentet af en Shuttlebus. Og så venter de sidste 3 flyvninger inden vi er hjemme.

torsdag den 2. januar 2014

2/1: Snorkling ved koraler, hval og delfin udflugt

I dag skulle vi på den sidste tur på vores lange rejse. Vi har, som tidligere skrevet, haft rigtig mange oplevelser på vores rejse, og vi er alle godt mættede. Men der var lige en sidste oplevelse, vi gerne ville have med hjem, og det var snorkling ved koralerne uden for Mauis kyst. Hawaii har den mest isolerede bjergkæde, da den ligger lige midt i Stillehavet, og det betyder, at der her er liv i vandet i form af koraler og fisk, som ikke findes andre steder.
Udover at snorkle, så skulle turen også byde på hval og delfin oplevelser.

Vi skulle checke ind kl. 07:15, og vi havde nogle drenge, der var meget trætte, det var tydeligt, at de ikke var vant til at stå op til hverdagstid.
Sejlturen startede klokken 08:00, og kort efter vi kom fra havnen, så vi de første hvaler i vandet. Der er rigtig mange pukkelhvaler i området på dette tidspunkt, og her til morgen var der usædvanligt mange hvaler rundt omkring båden. Og sikke et show vi fik af hvalerne, og der var 2 ”teenagere”, som lige skulle spille op, og vise de kunne plaske.
Dette havde ingen af os set før, og det var virkelig et fascinerende show.
Et lille hop for tilskuerne
Synkron svømning
Et kig op på tilskuerne
Vi skulle snorkle ved øen Lanai, som for rigtig mange år siden var bundet sammen med Maui, men siden er revet løs. Ud for kysten af Lanai er der kommet flotte koraler på vulkanklipperne under vandet. Og med koralerne kom der også flotte farverige fisk.
Lige inden vi kom til Lanai, stødte vi på rigtig mange spinner delfiner, og igen her fik vi noget af et show fra disse vidunderlige dyr. Vi kunne ikke svømme med dem, men bare at se så mange lave shows og lege var ganske betagende.
4 delfiner svømmer sammen 
Et spring med skrue, deraf spinner delfin
2 delfiner tæt på båden, bemærk det klare vand
Da vi endelig kom hen til vores snorkel destination, kunne vi konstatere, at der var rimelig høj søgang, og Asger var blevet godt søsyg, Vibeke og jeg til dels også. De høje bølger gjorde det vanskeligt at komme op af vandet, og også i vandet, hvis man ikke tog rutsjebanen. Desværre var bølgerne så store, at Laurits ikke turde gå i vandet, så Vibeke og jeg delte oplevelsen med at snorkle. Vandet her var ufatteligt klart, det virkede mere klart end på Great Barrier Reef, og der var ingen problem at se 10 meter ned i vandet. Og vi blev bestemt ikke snydt for de flotte og farverige fisk, som svømmede rundt blandt koralerne. Vi fik også set en fisk, som bruges i Find Nemo.
Oplevelsen var meget lig Great Barrier Reef, man alligevel på en helt anden måde. Og vandet var over 21 grader, lækkert. Great Barrier Reef var dog lige lidt mere fascinerende.

Efter svømmeturen gik turen så tilbage til Lahaina, og selve turen varede i alt 6 timer. 4 ud af 5 af os blev mere eller mindre søsyge (ikke Laurits), hvilket overraskede os lidt. Vi kastede dog ikke op, men det var der rigtig mange der gjorde på skibet. Vi gav kaptajnen skylden for dette J

Endnu en dejlig dag med nye oplevelser er nu slut, og vi kan godt mærke at vi er trætte. De gamle er heller ikke vant til at stå op kl. 06:30, pyha det bliver hårdt at komme hjem igen.

For resten, øen Lanai har tidligere været ejet af en person som eksporterede ananas fra øen. Men det viste sig at være en dårlig ide: svært at få lokal billig arbejdskraft og dyrt at transportere.
I dag er 98% af øen ejet af stifteren af Oracle, Larry Ellison, og den er den 6. største ø på Hawaii. Der bor omkring 3.000 mennesker på øen.
Larry's lille båd foran hans lille ø
I morgen fredag står den på ren og skær afslapning, badning og hygge. Kufferterne skal lige pakkes lidt om, da vi har købt nogle lidt tunge souvenirs her på Maui, men det kan ikke tage lang tid. Turen mod Danmark starter lørdag aften med fly til Los Angeles, i Los Angeles skal vi vente i ca. 12 timer, hvorefter vi flyver videre til London, for her igen at vente lidt. Mandag kl. 17 skulle vi ankomme til Danmark, og tager så toget videre til Kolding. En lang og dejlig rejse med familien er ved at være nået enden, og vi kan ikke forstå, at det allerede er slut, så det er med vemod at vi siger farvel til Maui. Opholdet på Aina Nalu resortet her i Lahaina har været den perfekte afslutning på vores fantastiske rejse.

Når vi kommer hjem har vi være hele jorden rundt på 88 dage.

Vi ses snart.

Knus og mange hilsner fra os alle 5.