14/12: Milford Sound

Efter nogle dage med lektier, så kom endelig dagen, hvor vi skulle ud for at se det naturskønne Milford Sound her i New Zealand. Milford Sound er en fjord, som ligger i Fiordland Nationalpark, og den er ca. 15 km lang, før man kommer ud til det Tasmanske hav. I hele området er der masser af regnskov, og fjorden ligger inde mellem over 1.000 meter høje klipper, og ned af klipperne er der masser af vandfald.
I dette område falder der i snit ca. 7 meter vand som nedbør, og man har flere gange målt over 10 meter vand på et år. Altså noget mere end de 3,5 meter regn der falder i Amazona’s regnskove.
Vi havde bestilt en tur på forhånd, den indeholdt en guided bustur frem til Milford Sound fra vores campingplads, en tur med en katamaran i fjorden, og et besøg i et undervandsobservatorium.
Vi blev afhentet kl. 8:15, og på vej til Milford Sound fik vi en masse information af vores chauffør og guide. En virkelig hyggelig chauffør, Reece, som mindede os utrolig meget om vores gamle nabo Otto. Det var for øvrigt hans aflevering af turister til Milford Sound nummer 2.617!

Vi kom til at køre sammen med en anden dansk familie, de havde deres datter på 7 år og søn på 4 år med. Verden er ikke så stor når man er ude at rejse! Men vores drenge faldt hurtig i snak med de nye bekendte, hvilket var dejligt.

På turen derud så vi masser af smuk natur, som så mange andre steder her i New Zealand. 

Og et sted, hvor vi stoppede, var der flere af deres fugle som tiltrak opmærksomhed. Det var en kea, og man er ikke ret glade for denne fugl, da den ødelægger rigtig meget. Derfor må den ikke fodres. Fx spiser gnaver den gerne antenner, lister eller dæk i stykker.

Lige inden vi kom til Milford Sounds skulle vi lige gennem en ensporet tunnel. 

Ombord på båden startede vi med en buffet, en meget børnevenlig en :-)

På turen ud af fjorden, ud til der Tasmanske Hav, så vi masser af vandfald. Det højeste vi så var 88 meter, og båden kunne sejle helt hen til vandfaldet, da klippevæggen gik lige ned og derfor uden fare for at båden ville grundstøde. Dybden var over 100 meter, og det dybeste sted i fjorden er ca. 400 meter. Det regnede på hele vores tur, hvilket er godt, da mange vandfald derfor indeholder mere vand og er mere betagende.

Og ja, man blev meget våd af at stå foran på båden, så vi fik et par våde drenge med ind bagefter.

Klipperne indeholder mange mineraler, herunder guld og kobber. Europæere har prøvet at udvinde, men naturen her er for barskt til at det kan lade sig gøre, og i dag er området fredet. På billedet, hvor der også er sæler kan man ane guld og kobber årer i klippen.

Efter vi kom ud for enden af fjorden, sejlede vi tilbage og ind til et undervandsobservatorium. Dette lå 10 meter under vandet, og det specielle her var, at man kunne se sorte koraler, som ellers kun lever på meget dybt vand. Grunden til at de kan leve her er, at overfladen består af 1-10 meter ferskvand, afhængigt af hvor meget der har regnet, og ferskvandet gør at koralerne kan overleve på 10 meters dybde. De sorte koraler er faktisk hvide!

Overgangen mellem ferskvand og saltvand er ret tydelig og kan ses med det blotte øje. Der hvor vandet er grumset er der ferskvand, og længere nede, hvor vandet er klart, er der saltvand. På billedet nedenfor kan man ane, at vandet bliver mere klart nederst i forhold til øverst.

Nede på 10 meters vand fik Laurits også hygget sig med en god dansk ven, han hedder Nicolas. De er begge to 4 år gamle.

På vej ind til kajen så vi sæler igen, og det er lutter hanner, der ligger her og dovner. Desværre tillader en sælflok med hunsæler kun, at der er én han sæl til stede.

Inden vi nåede land fik vi lige taget et familiebillede med Milford Sound som baggrund.

En fantastisk tur for os alle sammen var nu slut, og det var virkelig noget som vi nød at opleve.

Retur på campingpladsen havde alle voksne brug for at hvile ørerne for børnene, så alle, også nye venner, blev sat i vores vogn for at se en film (Grusomme Mig  2). De fik slappet godt af inden aftensmaden, og vi voksne kunne nyde en stille pils.