Man bliver betaget af det man ikke ser i lille Danmark, og deres vandingsanlæg til markerne er interessante, den længste vi så på turen var omkring 2 km lang.
Halvøen, som Akaroa ligger på, var opstået fra 3 voldsomme vulkaner, og området var ekstremt kuperet, og bestemt ikke designet til en autocamper. En Porsche ville nok være sjovere. Men det det var et fascinerende landskab at køre i på turen til Akaroa.
Campingpladsen lå på skråningen ned til Akaroa, og vi havde dette smukke syn fra vores campingplads.
Vi skulle sove her 2 nætter, og den 24. skulle vi ud at svømme med delfiner. Vejret den 23. december var fantastisk, 23 grader og høj solskin, og dagen blev nydt nede i byen ved havnefronten, og det var en frisk gåtur, specielt på vej tilbage OP til campingpladsen. Vi er ikke alle i lige god form.
Da vi stod op i dag var det blevet skyet og det regnede, så det var en smule træls. Men omvendt, vi blev våde alligevel. Vi skulle have kraftige våddragter på, og de var rimeligt varme at have på, hvilket vi havde behov for, da vandet kun var ca. 16 grader.
Laurits måtte desværre ikke komme med ud at svømme, da man skulle være mindst 8 år, så Vibeke og jeg måtte skiftes til at være på båden med ham. Det var han ikke tilfreds med, han mener jo selv han er en ret stor dreng.
Men her var vi klar:
Vi sejlede i omkring 15 minutter før vi så de første delfiner, en mor med sit barn. og så et par ekstra familier, hvor ungerne kun var et par dage gamle iflg. guiden. Her i farvandet har de kun Hectors delfiner, de bliver ikke så store, kun omkring 1,5 meter lang. Båden stopper aldrig første sted man ser delfiner, da man skræmmer dem væk hvis man går i vandet der, så derfor sejlede vi lidt længere og nogle fulgte med.
Og kort efter så vi flere delfiner, og så var vi ellers klar til at hoppe i vandet.
Denne oplevelse er intet mindre end fantastisk, bare det at prøve at svømme med disse dyr i deres eget miljø. På 20% af turene får man ikke mulighed for at svømme med dem, så vi var heldige her. Og vi var alle helt høje, da vi kom ombord igen.
Laurits var nok blevet en smule søsyg, så han lagde sig bare til at sove.
Vi havde jo taget den tidlige tid, kl. 9:00, og vi var kun 7 personer med på båden. Og så fik drengene lov til at styre båden, og faktisk dreje med båden. Det var også ret stort at prøve.
Efter svømmeturen tog vi videre til vores sidste campingplads, som ligger i Christchurch. Byen der blev så forfærdelig hårdt ramt af jordskælv for 3 år siden. Mere om det senere.
Her skal vi være i 4 nætter, og til aften, vores juleaftensmad, tager vi på en dejlig græsk restaurant.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar