torsdag den 5. december 2013

5/12 Til sydøen og Hanmer Springs

Vi skulle med færgen til sydøen kl. 08:00 og vi skulle checke ind kl. 07:00, så vi var tidligt på den. Så tidligt, at drengene fik lov at sove videre, og det er fantastisk, hvad de kan sove fra.
Vi var i god tid og kom som en af de første køretøjer om bord på færgen, men reglen var her desværre: Først ind, sidst ud, øv. Vi skulle ned i kælderen, så vi skulle all ud af bilen, og drengene skulle vækkes. De er endnu ikke gode til at blive vækket og bedt om at skynde sig, men det vidste vi jo godt.
Overfarten tog 3½ time, og det mindede meget om den gamle vognmandsrute. Det var da nostalgisk at prøve dette igen. På båden blev der vist film, men det var nu ikke alle drenge, der var klar til at stå op.

Nedenfor var vi på vej til gennem klipperne og småøerne til Picton, og det viste lidt den natur der ventede os.
 
Fra Picton til vores destination, Hanmer Springs, var der ca. 5 timer, og vi kom afsted omkring kl. 12:30. Vi fik en kort frokost, og drengene fik en pille mod køresyge, da vi regnede med et ret kuperet terræn, og det gjorde at de sov en stor del af vejen. Det var den mest rolige tur vi har haft indtil videre.

Hanmer Springs ligger inde midt i landet på sydøen godt imellem mange bjerge. Hanmer Springs er kendt for et Pool & Spa land, hvor man bruger undergrundens varme kilde, som blev opdaget for godt 100 år siden, til opvarmning af deres mineralske pools. Og det var den primære grund til vi skulle herhen. Men mange andre attraktioner er her også, bl.a. bungy jump, mountain bikes mm. I byen er der også et tidligere kendt rehabiliteringshospital, som blev brugt under 1. og 2. verdenskrig for at hjælpe hjemvendte soldater. New Zealand mistede faktisk 15.000 soldater under 1. verdenskrig.
 
Ankommet til vores campingplads var det nedenstående solnedgang vi oplevede:
 
Dagen efter var helt afsat til at opleve dette pool område, dvs. ingen lektier, og det glædede alle drengene sig særdeles meget til. Begge dele. Vi tog derover omkring kl. 11, og der var flere forskellige områder med forskellige slags pools. Et interessant område, og børnene var vilde med det. Specielt rutchebanerne var i fokus, men alt blev naturligvis prøvet af. Alle vandområder var mellem 27 og 42 grader, så det var ikke meget man blev kølet ned på en dag med 30 grader. Køligst ved rutchebanerne og varmest i deres mange mineralpools. Men iflg. børnene er vand jo vand.


Midt på dagen tog vi tilbage for at spise frokost, og drengene fik skrevet nogle postkort til deres klasser og venner, så de kommer nok snart frem til Danmark.
Vi tilbragte resten af dagen i badelandet, og det var nogle trætte børn vi havde til aften. Men de var da lige klar til en solnedgang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar