onsdag den 16. oktober 2013

16/10: Sidste dag i Tokyo inden vi tager til Kyoto

I går var vi på tur til Mt. Fuji, som er det hellige bjerg i Japan. Det var en længere bustur, og på vejen begyndte det at regne. Og da vi endelig kom op på det højeste punkt i 2.300 meters højde var der desværre ret skyet - eller vi var kørt op i skyerne - så derfor blev det ikke til de store billeder her.
På returvejen skulle vi forbi Hakone området, hvor vi skulle sejle over søen Lake Ashi, for derefter at tage en 50 minutters tur i en svævebane. Desværre blev svævebanen aflyst pga. regn, så det blev kunstmuseum i stedet. Lidt træls, da det var svævebanen børnene havde set frem til, hvilket vi godt kan forstå. På vejen tilbage blev regnen værre og værre, og det viste sig at være en tyfon der var på vej ind over Tokyo, den skulle "toppe" på morgenstunden idag.

Da vi i dag stod op var tyfonen forbi, og efter en tyfon er der altid godt vejr, så det var en dejlig solrig dag med over 20 grader. Vi tog op forbi Tokyo Tower, som ligger nogle hundrede meter fra hotellet. Herfra kunne vi komme op på et plateau i 150 meters højde og se ud over Tokyo, og herfra se alle skyskrabere hele vejen rundt. Sikke et syn.
Vores hotel er det brune lige til højre for midten (klik på billedet for at se det i stort).
Og så lige et billede af familien.
Desværre kunne vi ikke komme op i 250 meters højde, da det var under renovation.
Her til aften spiste vi i Tokyo Tower, og fandt noget vi alle kunne have. Den japanske mad er ikke helt os, men Vibeke og jeg fik noget nudelsuppe, som smagte ganske ok. Dog er der ikke ret mange steder vi kan læse noget på engelsk, men igen er japanerne meget hjælpsomme (om end stadig ret dårlige til engelsk).
Nu er vi på vej til ro, da vi i morgen drager videre til Kyoto med Shinkansen (deres Bullet train), og skal overnatte der 3 gange. Og her står den på kultur op templer, bliver interessant at opleve 3 friske drenge på sådan en tur :-)
Ellers savner Laurits Almind, og sin sofa i køkkenet. Han er et rigtig hjemme-tryghedsbarn, også selvom vi er med. Men han får oplevet noget, og vil helt sikkert udvikle sig utrolig meget på vores tur her. Vi tror det er nogle lidt "nye" drenge vi får med hjem. Vi fik en masse ros igår af diverse andre gæster, der var med på tur, da de syntes vores drenge var meget søde og opdragne. Skal siges de var de eneste børn blandt 50 voksne og deraf en hel del gamle.  Det lunede da vores forældrehjerter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar