onsdag den 30. oktober 2013

30/10: Ankommet til Sydney

Lige til at begynde med. Vi håber at alle er kommet helskindet igennem stormen i Danmark. Vi har set lidt billeder på facebook, og det ser voldsomt ud. Vi har fået at vide at vores hus og have stadig står.

Men i går kom vi så endelig til Sydney fra Vietnam efter en mellemlanding i Kuala Lumpur, som ligger i Malaysia. Samlet ca. 10 timers flyvning, og denne gang lykkedes det at få drengene til at sove lidt. Hold da op det gør en forskel på humøret når man kommer frem.

Vi landede kl. 9.30 og skulle lige tale med personalet i lufthavnen, da Asger har købt et samuraisværd. Vi har en fornemmelse, at det ikke bliver helt uden bøvl, at få den med til først New Zealand og dernæst USA (Hawaii). Vi kom dog igennem, da det var konstateret, at det ikke var en original, og vi tog derefter en taxa til vores lejlighed i et kompleks, som hedder Oaks Goldbrough Apartments. Det ligger på Pyrmont Street, som er bare 10 minutters gang fra Darling Harbour (med børn, 5 uden), hvor der er utrolig meget liv. Darling Harbour er havnefronten, som ligger efter/ved siden af Circular Quay havnefrontent. Circular Quay er der, hvor operahuset ligger. Det vil nok tage ca. 45 minutter at gå til operahuset fra vores lejlighed.

Vores lejlighed er en 3 værelses i 2 plan, øverste plan, som ligger på 11. etage, har et køkken, et vaskerum og en stor stue, og nedenunder er der 2 værelser og 2 badeværelser.
 
Det er rigtig fint. Og ja, der er blevet vasket meget tøj, 5 maskiner indtil videre. Godt der er tørretumbler også ;o).
Her er lige vores udsigt fra vores stue i dagstimerne:

Der var overskyet igår, men vi er jo kommet med solskin, så det var der idag! 
Og her er om aftenen:
Det er da et fantastisk syn.
Vi var trætte til aften og fik en god nats søvn, så vi i dag var friske på en havnetur. Vi tog en båd rundt til de forskellige kajer i Sydney, det var en god oplevelse, hvor vi fik masser af billeder og noget baggrundshistorie.
Operahuset og nogle turister:

Og nedenfor er Sydney Harbour Bridge. Denne vil børnene gerne op på, men det tager 2:15 til 3:30 timer at gå over den. Det er 134 meter over vandet. Men....nu ser vi. Den er forresten bygget færdig i 1932 og afdraget frem til 1988 (!), og den er grå, da man ikke dengang kunne få andre farver i så store mængder :-)
 
Vi hoppede af ved Taronga Zoo, som er en rigtig spændende Zoo. Den var drengene vilde med, og der var naturligvis alle de australske dyr her. Også disse farlige her.
 
Vores oplevelse af Sydney her på dag 2 er, at det er en dejlig by, meget ren og med meget venlige folk. Venligheden er nok generel for Australien, for Vibeke talte med en kvinde på flyet til Kuala Lumpur fra Hanoi, og hun ville rigtig gerne have vores besøg, når vi er på vej til Brisbane i vores camper. Hun bor på vejen dertil. Hun aftalte med drengene, at kom vi forbi, så skulle de låne hendes surfboard/paddleboard og hun vil vise dem, hvordan man gør. Hun og familien bor i Coffs Harbour og hun har børnebørn på de stores alder. Det er da gæstfrihed så det batter, så det ser vi, om vi kan få passet ind.

Der er mange turister i Sydney, herunder også rigtig mange asiater, og der er også mange asiater, der bor og arbejder her (og som oftest er ringe til engelsk). Men hvor det er dejligt at være et sted, hvor engelsk er modersmålet, men men men. Priserne er da godt nok fulgt med i forhold til Vietnam. Sodavand, slik og spiritus er dyrt hernede, noget dyrere end i Danmark. 6 øl koster ca. 17 australske dollars, det er knap 90 kroner. Så vi leder stadig efter en billig grænsebutik J  Og bliver stille og roligt afholdsmænd, Not.

Noget man også finder ud af er, at internet koster penge på alle hoteller, typisk 100 kroner om dagen, så vi har kæmpet os igennem en jungle af mobilløsninger til at få noget netadgang. Vi har en speciel mobil wifi router med. Men efter noget tid og en del ”ringeri” er vi endelig kommet online. Spørgsmålet fra kundeservice ved Vodafone var, hvor meget data trafik vi skulle bruge.
Svar: Meget.
Så vi har en 3 GB løsning, og den har fået ben at gå på, også selvom vi ikke streamer musik, netradio eller går på Youtube. På 2 dage er der brugt 800 MB. Tør slet ikke tænke på, hvor meget der bruges, når vi er hjemme og der streames musik, film og ikke mindst Youtube. Det skal siges, at vi har 3 mobiltelefoner, 2 iPads og en PC’er. Kan man klare sig med mindre?

Vi har ikke de store planer for de kommende dage andet end at opleve Sydney i shorts og t-shirt, da der er mellem 20 og 30 grader her, dejligt. Vi burde kunne få noget kulør.

Ellers er planen, at vi får vores autocamper lørdag formiddag, hvorefter vi vil tage et smut forbi Blue Mountains som første stop. Se hvor meget bushbranden har ødelagt. Vi mødte et par der boede der og havde været på ferie i Vietnam, de var spændte på at komme hjem og se det. Men vidste dog at alle deres ting ikke var kommet noget til. De kendte dog en der havde boet der i 40 år, og som havde mistet alt. Virkelig trist historie. Så vi ser frem til at se, hvor slemt det er, for det er noget man slet ikke kan forestille sig derhjemme.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar