29/11: Napier og Esbens fødselsdag

Så er vi ankommet i Hastings, det er en lille hyggelig forstad til Napier.

Vi kørte i går fra Rotorua og havde ca. 4 timer foran os, før vi ville ankomme til Napier.

Vi havde lige et lille stop i byen Taupu lidt syd for Rotorua, det er en by, hvor den termiske undergrund i stor grad udnyttes til deres egen energiforsyning. Vi kørte lidt rundt i et område med masser af dampende rør, der også krydser veje, det var virkelig interessant.

 

Og kort efter Taupu kom vi til nogle bjerge, hvor vi ramte et ganske kraftigt regnvejr, der fortsatte frem til ankomststedet. Og skyerne hang bare lavt i bjergene.

Meget af turen foregik gennem bakker og mindre bjerge, og endnu engang sad vi bare i bilen og nød den fantastiske natur, der omgav en. 

Napier er den østligste større by på nordøen i området Hawke's Bay ud til Stillehavet. Der bor ca. 60.000 mennesker i Napier. Det der gør Napier og Hastings meget kendte er, at de begge mere eller mindre blev jævnet med jorden i det store jordskælv, der var den 3. februar 1931.

Efterfølgende er begge byer naturligvis genopbygget, og det som gør specielt Napier berømt er designet på mange af bygningerne, som er udtrykt i Art Deco design. Der er mange udsmykninger på husene, og der bruges ofte buer.

 

Da vi stod op i dag var det Esbens fødselsdag, han blev 11 år. Ja, tænk, det er en stor (og gammel) dreng vi har. Han blev fejret så godt vi kunne få det hen, så der var et stort banner i camperen, hvor der stod Happy Birthday. En lille gave fandt vi i form af filmen Grusomme Mig 2, og det er på engelsk. 

Til morgenmad var der pandekager med 11 lys, og der var ingen kærester i år heller. Alle lys blev pustet ud.

Efter morgenmaden skulle vi ind til Hastings midtby, da jeg (Leo) havde fået ondt i sin lysken, og dette skulle lige undersøges. Specielt for at sikre, at der ikke var noget betændelse af nogen art. Så mens vi ventede var Vibeke frisk og fik sendt alle børn til frisør, og her var der kamp om at få lov til at klippe dem. Laurits ville ikke, men da Esben og Asger næsten var færdige, så fik en af frisørerne æren af at være den blot 2. frisør i hans liv. Men han var edder spændt, og ikke tryg ved det. Sikke det pyntede, og det er nu noget mere behageligt i det varme vejr. Og her sidder 3 nydelige nyklippede drenge og venter på deres far.

I dag var der 27 grader og høj solskin. Esben vidste godt hvorfor vejret var så godt J

Heldigvis viste det sig for mig, at det kun var muskulære problemer i ryggen, og det gav smerter i lysken (og det forstår jeg ikke), og det kunne løses ved massage eller akupunktur. Hmm, her kender jeg vist en. Men da nåle ikke lige er det, vi har med, og da Vibeke for en gangs skyld har fornøjelsen af lange negle (læs: ingen massage her), så sagde den særdeles venlige læge, at der var et akupunkturhus overfor. Vi tog derover, og Vibeke faldt (naturligt) i snak med chefen derovre, og det viste sig faktisk, at hun havde været udvekslingsstudent i Danmark i Odense for mange år siden, og hun elskede Danmark. Og hendes søn var for 5 år siden udvekslingsstudent i Randers. Hvor er verden lille, og hun kunne stadig tale lidt dansk, og ville meget gerne snakke. Personalet så noget overraskede ud da hun begyndte på dansk. Nok noget der ikke var blevet nævnt tidligere ;o). Det blev drengene vældig imponeret over. Vibeke fik købt en pakke (100) nåle, men de rigtig lange nåle (pokkers!) havde hun ikke, men hendes klinik i Haveloc skulle have dem. Så der kørte vi ud, og igen fik Vibeke en god snak med en akupunktør. Og hun skulle her ikke betale for disse nåle. Hvor er de bare venlige og imødekommende hernede i New Zealand, det er fantastisk.

Tilbage i bilen igen valgte vi at køre til Napier for at opleve denne by, og dens Art deco design. Det var jo ikke lige noget at børnene faldt i svime over, og heller ikke forældrene, men når man gik på gågaden, så var det nogen gange, som at være i en ældre amerikansk film. Det er ret interessant at opleve. Men mange nye huse bygges nu efter nutidens stil, og noget af Art Deco stilen forgår stille og roligt, men der er stadig mange huse med det gamle design.

På mange er de renoveringer, der laves, er der skilte, som igen og igen minder om tiden før og efter jordskælvet. Det er et grundlæggende element i byens historie.

Efter en del vandren rundt, og vandring langs stranden (en strand der IKKE er en badestrand), men meget smuk, tog vi tilbage til Hastings. Her tog vi på et Steakhouse. Det ville Esben gerne.

Og mens vi ventede på maden, så kørte to biler sammen i lyskrydset lige uden for vores vindue, dog med meget lav fart, så ingen personskade af nogen art. Men et drama som optog drengene meget (vi glæder os til at læse deres blogs om det, tror det bliver gode historier). Det var en Nissan sportsvogn med en ældre herre og en gammel gammel pickup med 2 unge piger i.

 

Esben skulle efter aftensmaden lige på Skype for at snakke med familie, venner og også sin klasse. Nedenfor synger klassen en fødselsdagssang.

Det er tydeligt, at drengene er rigtig glade for at snakke med familie og venner derhjemme, og det er dejligt, at det er muligt. Laurits kan ikke helt forholde sig til det (endnu), og derfor holder han sig oftest tilbage.

Mens Esben snakkede løs, det er han jo ret god til, så tog min kære akupunktør sig godt af mig, og fik sat de vildeste nåle i mig. I hvert fald ifølge drengene, der mente, at det måtte gøre herreondt at få nåle i balden, specielt den lange. Ha ha. Ja, Vibeke mener jeg er en prins pyller, men hun gør hvad hun kan for at sikre, at hendes mand (eller mere rigtigt, Chief) er på toppen. Vibeke var naturligvis så venlig at tage et billede af mig på ”briksen”, men det skånes I for.

Endnu en dejlig dag er slut, og vi fornemmer at Esben har haft en super og oplevelsesrig dag.

I morgen tidlig går det så mod Wellington, hvor vi skal være 4 nætter inden vi drager til sydøen.

27/11: Te Puia - Mãori kulturcenter

Vi havde hjemmefra besluttet, at det var vigtigt, vi alle fik oplevet den oprindelige kultur i hhv. Australien og New Zealand. Her i Rotorua har de rigtig gode muligheder for at opleve Mãori kulturen på nærmeste hold. Igår var vi nede i byen og så på en moderne Maõri bydel, og til idag havde vi bestilt en oplevelsestur til Te Puia. Te Puia giver en et indblik i Maõri kulturen gennem fortælling og shows.

Men inden da skulle vi lige et smut forbi et værksted med bilen, og det skal vi igen i morgen formiddag, så derfra håber vi at bilen er tip top (info: denne gang er det en Ford, i Asutralien var det en Mercedes).
Efter værkstedet tog vi op for at kigge på 2 meget berømte søer, Blue Lake og Green Lake. Søerne ligger lige ved siden af hinanden, og forskellen på farven i søerne skyldes deres mineralindhold.
Men, det var overskyet og blæste lidt, så det med farverne skulle man nok selv tro på. Og postkort er sgu godt nok pokkers taknemmelige i deres farver :-)
Men vi fik det set, og bagefter kørte vi forbi Burried Village, som er en by - eller en delvis udgravet by - der blev dækket af et vulkanudbrud i 1886, hvor 120 mennesker omkom. Ved vulkanudbruddet gik det ud over 3 byer, og 1886 er jo egentlig ikke mange år siden, hvilket fortæller lidt om hvilken kraft, der lurer i undergrunden her i New Zealand.

Tilbage på pladsen stod den igen på lektier (=trælse forældre mener nogen), og efter dette skulle vi til Te Puia. Det var en forestilling inklusiv aftensmad. Te Puia "centret" køres i et samarbejde mellem 3 Mãori stammer, og er 100% ejet af dem. Arrangementet bestod af følgende:

• Velkomst ceremoni, som hedder põwhiri
• En krigers udfordring
• En fuld kapa haka, som er dans, show og musik
• Middag, hangi tilberedt mad samt suppe, fiske og dessertbuffet
• Gejser som springer

Vi blev mødt af vores guide, som startede med at vise os rundt her. Drengene synes hun var helt vildt spændende, og det som Asger og damen aftaler lige her er, at Asgers far skal udnævnes til Chief for de 80 gæster, der var med på denne rundtur (mange tak Asger).

Middagen blev tilberedt på den lokale hangi metode, hvor man fx brugte varme lavasten til at varme maden med. Det duftede ganske enkelt fantastisk. Det bestod af lam, kylling, gris, grøntsager og kartofler og det smagte rigtig godt. Børnene var vilde med det.

Som Chief skulle man naturligvis hilse på den rigtige måde, hvilket er næsetip mod næsetip 2 gange. Og dette skulle naturligvis også gøres med alle de mandlige mãorier efterfølgende:

Efterfølgende skulle Cheif-Leo skulle modtage en udfordring:

Lige hvor "krigeren" dansede voldsomt foran Asger og Chief, da var Asger meget stille og koncentreret. Han var nok ikke helt klar over, hvad han havde sagt ja til. Chief-Leo sagde naturligvis ja til udfordringen!

En titel af Chief medfører for resten visse fordele, såsom at sidde på 1. række og sidde ved det bord som får mad først J
Da showet startede med deres danse og de onde krigere kom frem og trampede godt rundt, så blev Laurits meget stille, godt at mor var med.

Men som Chief og sønner af Chief, så skulle man selv med op at danse.

Er det ikke yndigt?
Efter middagen skulle vi op for at se på en gejser. I området har de en gejser, som springer ca. hver time, og det var et betagende syn.

Det er faktisk 2 gejsere, den store hedder Pohutu, og den lille (ud til siden) er meddeleren for, hvornår Pohutu springer. Pohutu gejseren springer ca. hver time, uden nogen hjælp udefra.
Vi blev fragtet til og fra stedet med bus, og var hjemme ved camperen igen kl. 21.30 med 3 meget trætte børn som sov inden for et kvarter.
Dette show er bestemt noget vi kan anbefale andre at opleve, hvis man kommer ned forbi Rotorua, og vores børn elskede det.

26/11: Rotorua

Efter en hyggelig køretur i bjergene og langs med vandet, ankom vi mandag til Rotorua, som var vores næste stop. Rotorua er en mindre by med 53.000 indbyggere, og der bor en hel del Maorier i byen. Byen er meget kendt for den geotermiske aktivitet i undergrunden, så der er masser af varme kilder, varme mudderpøler og gejsere i området.
Vi bor igen på en såkaldt Top10 campingplads, og denne gang midt i byen Rotorua, en virkelig hyggelig plads.
Det første som rammer en når man kommer til byen er lugten af fæle prutter, og det er svovlen fra aktiviteten i undergrunde. Ikke om vi forstår man kan leve sådan et sted, men man kan åbenbart vænne sig til meget.
Vi valgte at tage en stille tirsdag, hvor vi gik rundt mellem byens varme kilder, og de er over det hele. Heldigvis er de fleste hegnet ind, og det er vist meget godt med vores nysgerrige børn.

Og det er et fascinerende område omkring disse meget varme vandhuller, lige til en gyserfilm.

Sådan ser det ud, når der lige pludselig popper et nyt hul op :-)

Efter turen blandt byens kilder i parken, gik vi ned til den bydel, som hedder Ohinemutu, og dette er en typisk maori bydel. Det interessante her er, foruden husenes udsmykning, at man lever side om side med den varme undergrund. Dampen der kan anes på billedet nedenfor er damp, der stiger op af jorden.

Inde i den "almindelige" bydel stod der også dampe op flere steder. Det er underligt at bevæge sig rundt her. Og nå ja, det er jo snart jul, også her.

Til aften blev vi noget overrasket, da der lige pludselig var 3 andre danske autocampere side om side med os. Denne verden er altså ikke stor. Så snart én af drengene hører nogen tale dansk, så går de med det samme over til dem og siger "hej" som det mest naturlige.
Så blev vi færdige med hvad Laurits ynder at bestille til aftensmad, nemlig bøg med løg, kartofler og gulerødder samt en skål salat. Ja, efter sådan en middag skal vi ikke tænke på rester bagefter. Så lidt læsning og godnat.

24/11: Hot Water Beach

Lige en info om turen til Hot Water Beach i går. Vi fik den ikke nævnt pga. frustrationen over det med camperen. Turen fra Auckland til Hot Water Beach tog 3 timer, og man kan kun blive forelsket i den natur der er. Vi har jo kun set en brøkdel af New Zealand, og slet ikke det mest fantastiske, alligevel sad vi og tænkte, ”hold da op”. Det er smukt, grønt og dejlig kuperet. Og med mange "uldpletter" på markerne.
Og nej, man kan ofte ikke køre 80 km/t i en camper. Og her holder vi så i et pænt og roligt område:

 

Tilbage til i dag. Vi sov lidt længe i dag, og børnene gik i gang med lektier. Der blevet lavet en del i dansk og engelsk, dejligt.

Hot Water Beach er et sted, hvor der under sandet er varme kilder, og når der er tidevand har man ca. 4 timer til at grave en hul og lægge sig i det og nyde det varme vand. Højvandet kommer så stille ind over, hvorefter stranden er helt dækket af vand. Virkeligt interessant fænomen.

I dag kunne man grave sit hul mellem 16.30 og 20.35. Den campingplads vi har valgt ligger netop i gå-afstand fra stranden, og det er meget praktisk at kunne klare det med med en kort gå-tur.

Vi tog derned fra starten af og begyndte at finde det varme sand og grave huller. Det er ikke diset, det er faktisk dampene man fornemmer på nedenstående billede:

Og når man er godt i gang med at grave og lave en dæmning nedenfor:

Så er det træls når der kommer en stor bølge ind over, ha ha, men alle drengene fik brugt kræfter på at grave og grave. Sisyfos har ikke levet forgæves :-)

Og endelig fik vi det til at virke efter at vandet havde trukket sig længere ud:

Dette var bestemt en interessant oplevelse at tage med hjem, det er ikke noget vi har prøvet før.
En dejlig dag med 25 grader går på hæld, og i morgen går turen videre til Rotarua, hvor vi vil overnatte i 3 døgn. Der er nogle utrolig interessante fænomener dernede, mere om dette om et par dage.
Og for resten, mht. camperen, tja, vi fandt her til aften ud af, at den ene gasblus ikke virker. Så nu har vi 2 grunde til at ringe til udlejningsfirmaet. Vi håber snart vi får nogle sammenhængende dage med en camper, hvor vi ikke skal ringe for at klage over det.
Håber ellers at I alle har det godt derhjemme, vi har hørt om nogle pt. glemte fænomener, de hedder vidst frost og sne :-)

23/11: Udlevering af camper

Bemærk lige, at Refleksioner om Australien ligger længere nede på bloggen, altså inden vi ankommer til New Zealand.
Så er vi kommet afsted i camper og er på vores første destination, Hot Water Beach, som ligger øst for Auckland. Men det var endnu engang en start på camperferie, som vi ikke havde ønsket os.
Grundet alle de problemer vi havde i Australien, så blev det indskærpet til firmaet i New Zealand, at vores camper skulle være i tip top stand, da vi var en familie på 5, der havde brug for gode rammer.

Da vi ankom til udlejningsfirmaet kl. 10 fik vi at vide, at camperen var forsinket, idet den var på værksted. Hmm.

Noget senere fik vi så stillet camperen til rådighed, og det viste sig at være en særdeles slidt en af slagsen med næsten 190.000 km på tælleren. Efter vores gennemgang manglede flere ting, bl.a. en lås, nogle lister skulle limes, og en lampe virkede ikke. Desværre noget som ikke kunne laves, så den skulle på værksted igen. Hmm, det her tegner ikke godt.

Vi bad om vi kunne få lov til at opgradere – mod betaling – til en anden og nyere model. De havde en enkelt KEA model, som vi kunne få uden merbetaling. Det sagde vi ja tak til, men vi kunne først få bilen kl. 16, da den skulle klargøres. Vi fik lov at låne en bil, så vi kunne køre ud for at få noget mad.

Kl. 16.15 fik vi bilen, en ældre KEA model med 96.000 km på tælleren, men bestemt bedre end den første Britz vi fik. Ved den første gennemgang havde de glemt at tømme wastewater tanken (spildevand), så camperen skulle lige på værksted igen. Hmm, interessant.

Tilbage med camperen igen fortsatte vi gennemgangen med en mand, som ikke kendte modellen; han skulle selv prøve sig frem. Vi prøvede at lukke det ene vindue, men så faldt myggenettet af, og det kunne ikke lige sættes på, og bilen skulle på værksted igen. Hmm, ikke interessant mere, men frustrerende. Og med 3 drenge, som siden kl. 10 ikke har gjort andet end at vente, så var tålmodigheden ved at være brugt op.

Tilbage med camperen igen fortsatte vi gennemgangen, og fandt ikke flere fejl. Lige da vi skulle til at køre spurgte vi, hvor de sidste 2 spisepladser var, da det var en 6 personers camper. Vi kunne nemlig ikke finde det bord som hørte til bagerst. Svaret kom kort efter: bilen kun var designet til 4 spisepladser, men 6 sovepladser. Hvis vi skulle have 6 spisepladser, så kunne vi få en anden bil mod en merpris, men den skulle først klargøres. Hmm, så gik vi fra frustration til resignation. Vi bad jo netop om at få en god nyere bil, og ville gerne betale for det!

Vi orkede ikke mere, kunne ikke overskue at skulle skifte bil igen. Vi havde jo også lige 3 timers transport foran os og 3 børn der ikke syntes det var sjovt mere, så vi valgte at køre afsted. Så må en af os 5 spise et andet sted og evt. bare stå op.

Folkene i firmaet vi lejer bilen hos var såmænd meget venlige overfor os, men det nytter ikke rigtig, hvis alt det omkring ikke er i orden.

Afsted kom vi kl. 17.30, meget senere end det som skulle have været en formsag, da vi ankom kl. 10. Vi ankom til Hot Water Beach til 20.30, og søndag vil vi prøve at finde ud af, hvad dette her er for noget.

Som afslutning på dagen, så fandt vi inden sengetid lige ud af, at tørrestativet i badeværelset er knækket. Arrgghh.

22/11: Ankommet til New Zealand

Så sidder vi her, den første aften i Auckland på New Zealand, og slapper af. Vi ankom til hotellet kl. 01.30 lokal tid, hvilket er 22.30 i Cairns, så børnene var forståeligt ret trætte. Vi kan mærke på dem, at det faktisk er ret hårdt med alt det rejseri, vi ventede, kørte taxa, ventede, fløj, ventede, fløj, ventede, og bøvlede (rigtig) meget for at komme igennem pas og told kontrol, ventede, og kørte taxa. Der har været rigtig meget ”skiften” rundt de sidste 43 dage (jep, vi har været afsted i 43 dage nu og i morgen er vi halvvejs på vores jordomrejse), så det bliver rigtig godt fra i morgen at have 35 nætter i en camper, og have det som fast base i så lang tid.

I forgårs, vores sidste hele dag i Cairns, havde vi en stille dag, hvor vi fik badet nede ved stranden. Der var en indhegning, man skulle bruge, da det var ”stinger” fri zone, men en kold dukkert er det ikke, når vandet var 29 grader, og luften 33 grader. Men hyggeligt var det uanset.

Vi fik også shoppet lidt, og drengene har fået nogle didgeridoo’s med hjem (hvor de kan larme), det synes vi er en rigtig god souvenir fra Australien. Sammen med en boomerang naturligvis. En didgeridoo er interessant, en original kommer fra et hult træ, og det er termitter som har gjort det hult. Og det tager utrolig lang tid at lave en didgeridoo, og derfor er de originale ret pebrede.
Da børnene sov godt og klokken var over midnat tog Vibeke og jeg en aftenbadning i den flotteste fuldmåne i 24 grader varmt vand. Det var rent hygge, og ret stille J

Som skrevet ovenfor, så gik dagen i går med at rejse og vente, lang og kedelig dag, men sådan er det nu engang når man skal fra sted til sted. Det som overraskede os mest var faktisk den lange behandlingstid det var for at komme ind. Bortset fra at udfylde diverse papirer (man kan snart pasnumrene udenad), så var der en masse, om vi havde snavs eller mad med andre steder fra. Fx, havde vi brugt vores sko udenfor i andre lande! Man passer i New Zealand meget på med ikke at få noget ind, som kan påvirke naturen på nogen måde.

Vi stod i dag op senere end normalt, og har brugt dagen på at komme på plads. Vi har fx fået vores internet til at virke, og vi har nu 16GB data vi må få lov til at bruge og 3 timers tale (hvis nu der skulle være bøvl med camper…..). Vi synes selv det er mange GB at skulle have, men bare billederne fra Australien fylder 8 GB, og vi bruger nettet til at sørge for, at alle vores billeder bliver gemt i skyen som en sikkerhedskopi. Og det bliver nok ikke færre billeder her i New Zealand.

Men vi har så også nok til at kunne bruge Skype lidt mere aktivt, det gælder også med at lade børnene snakke lidt mere med venner og skolen, men man skal lige være opmærksom på tidsforskellen på 12 timer mellem Danmark og New Zealand.

Vores hotel ligger endnu engang fantastisk centralt, vi ligger tæt ved krydset på Queens Street og Victoria Street og kun 200 meter fra Skytower. Det var sådan et billede vi blev mødt med, da vi ankom sent om natten.

Nedenstående billede er fra Skytower, og vores hotel er den med den store blå plakat.

Og manden på billedet, tja, der tilbydes 192 meter frit fald fra Skytower, noget som drengene ville. Desværre skulle man være 18.

Vi startede med en tur op i Skytower til udsigtspunktet 220 meter oppe; sikke et view man har herfra.

Bemærk den blå himmel, dejligt vejr med 23-25 grader, det er skønt.

 



Mor og søn hygger :-)

Derefter spiste vi og shoppede lidt. Det blev til lidt tøj til Esben og mig samt nogle brætspil til os alle. Noget vi endnu engang bemærkede var, at der er rigtig mange kinesere og japanere her i byen, ligesom vi så i Sydney, og de fylder faktisk ret meget i gadebilledet. Som vi kan forstå, så kan man i New Zealand godt mærke, at kinesere de seneste år har fået langt flere penge mellem hænderne.

Her til aften har vi været ude at spise, og regner ellers med at gå tidligt i seng. Vi henter camperen i morgen (ja, vi har en checkliste med erfaringer fra Australien med), og det første stop bliver rigtig interessant for os alle; det er noget, som vi ikke har nogen steder i Europa. Mere om det i overmorgen.

Vi glæder os til at komme i gang med det primære formål med vores jordomrejse som altid har været New Zealand, og denne oplevelse præcis halvvejs på vores tur.

Vi fik i Cairns lagt en grov/løs plan for vores tur i New Zealand og markeret i hvilke områder, vi satser på at overnatte og hvilken rute, vi regner med at skulle køre. Det eneste der dog lige nu ligger fast er, at vi sejler til sydøen den 4. december, så vi har 11 nætter i camperen på nordøen og 24 nætter på sydøen. En af færgerne mellem nord og syd er gået i stykker, så der er ret optaget for store campere, derfor valgte vi at bestille færgebilletten med det samme.

Vi har camperen i 36 dage, og derfor har vi måttet tage en masse fravalg, da vi simpelthen ikke kan nå det hele på 36 dage. Det dobbelte antal dage ville måske nok være mere passende. Vi har fx droppet alt nord for Auckland og Waitomo Caves syd for, og på sydøen har vi fx droppet naturparkerne i den nordlige del. Der er dog stadig rigeligt at se, og vi har prøvet at sikre nogle gode sammenhængene dage på de forskellige steder for at sikre, at vi alle ikke bliver for stresset af at skulle køre rundt hele tiden.

Til dem som måtte have interesse for det, så regner vi med at holde jul i Queenstown, det skal nok blive hyggeligt. Anderledes, men hyggeligt. Vi er blevet anbefalet at bestille overnatning i rimelig tid, da det omkring jul kan være svært at få pladser omkring juletid på de gode sites.

21/11: Australien, lidt refleksioner

Vi har tilbragt 24 fantastiske dage i Australien. Vi planlagde vores tur således:

• 5 dage i en lejlighed centralt i Sydney nede ved Darling Harbour
• 13 dage i camper fra Sydney til Brisbane, en strækning på godt 1.000 km
• Flyve fra Brisbane til Cairns, en strækning på godt 1.700 km
• 6 dage i en lejlighed på et resort i Port Douglas 65 km nord for Cairns

Vi synes det var en rigtig god fordeling som passede til os med 3 drenge. Strækningen fra Brisbane til Cairns skulle ikke være så interessant med camper, og flere anbefalede os at flyve i stedet. Bortset fra at vi sparede meget tid, så var det faktisk billigere at flyve frem for at køre.

På vores tur fik vi oplevet den fantastiske by Sydney ved at bo der; vi fik oplevet australiere og naturen på nærmeste hånd ved at bo i camper og vi fik slappet af, badet, oplevet aboriginals og set Great Barrier Reef i Port Douglas.

Der er mange ting vi ikke fik set, da vi pga tiden måtte fravælge en masse ting. Det som vi synes kunne have været interessant at skulle opleve var:

• Turen fra Sydney til Melbourne via Great Ocean Road
• Melbourne
• Darwin
• Alice Springs
• Perth og Western Australia

Bare turen til Melbourne og et ophold i Melbourne ville nok tage en uge mere. Men vi har ikke fortrudt nogen af de valg og fravalg vi har taget.

Hvad synes vi så om Australien? Af den smule vi har oplevet, er det et fantastisk land. Der er en storslået natur, og dyrelivet er så mangfoldigt, som vi ikke har set andre steder. Og de farlige dyr, som fx slanger og krokodiller, lever frit, og det giver en lidt stof til eftertanke, da vi er så bekymret over at ulven er kommen til Danmark. Her bader man i vand med krokodiller og stingers og man bor på campingpladser med kænguruer, varaner/leguaner og papegøjer.

Foruden den fantastiske natur, så er den venlighed og gæstfrihed man møder blandt folk i Australien skøn. Alle de steder, hvor vi kom frem, om det var på campingpladser, bilværksteder eller folk vi mødte, så blev vi mødt med en venlighed og imødekommenhed, som man desværre sjældent oplever i Danmark.

Vi talte med en englænder som flyttede herned for 6 år siden. Det som overbeviste ham om at flytte til Australien var en nat, hvor han gik i byen (for at hente vand?), og her stødte han på en flok mennesker, der kom væltende ud fra en bar. I England ville man få et par på hovedet, hvis man gik selv, men her blev han opfordret til gå med dem til den næste bar. Han sagde også, at man tog tingene så meget mere afslappet i Australien, uden at det blev til dovenskab.

Det som han fortalte os, oplevede vi også ved at være her. Vi kan virkelig godt forstå, at folk bliver forelskede i Australien og flytter herned. Vi er selv alle sammen fristede af at skulle rive rødderne op derhjemme og drage herned, hvis muligheden bød sig.

Vejret i Australien er nu noget bedre end i Danmark, hvis man da ikke elsker det danske efterår og den danske vinter. Når der er vinter (vores sommer) sydpå, fx i Sydney, så drager de gerne på ferie i området omkring Cairns, hvor der er tørt og omkring 25-30 grader. Australiere kører som regel ikke de lange ture, men tager oftest flyveren og lejer så en bil. Og de har jo fede V8’ere hernede.

Australien, ja, vi tror ikke det er sidste gang vi er hernede, der er stadig så mange ting, der er værd at opleve. Og kulturen og menneskerne her er bare så imødekommende.

Vil andre tage herned, selv eller med børn, så synes vi, at man skal kombinere, som vi gjorde, dvs. med ophold i lejlighed eller resorts og i camper. Vi synes det giver en ufatteligt god mulighed for at opleve Australien på nærmeste hold. Hvis man da ikke er frisk på at tage en backpacker tur, men det er ikke lige noget, vi er til. Men en uge ekstra ville ikke gøre noget. 

19/11: Outer Great Barrier Reef

Så er endnu en dag i et paradis ved at nærme sig sin afslutning, og hvilken dag. En dag vi alle havde set frem til. Vi havde vores bekymringer, da der lige har været nogle storme, som har ødelagt en hel del i Sydney og omkring Gold Coast (godt vi er kommet væk derfra), og uvejret havde retning mod Cairns. Men heldigvis havde vi vejret 100% med os på turen, besætningen sagde, at det var et usædvanlig godt vejr i dag; tørvejr, rimeligt vindstille og lettere overskyet.

Til i dag havde vi bestilt en tur til Outer Great Barrier Reef med Quicksilver. Outer Great Barrier Reef er det rev, der ligger helt ude, hvor stillehavet starter, og det er godt 30 km fra kysten. Efter dette rev går der en stejl skråning ned mod dybet, og det ses blandt andet ved, at der er bølger der slår ind over revet. Og det er også her, hvor kun få selskaber tager ud til.

Quicksilver har bygget en ponton helt derude, og den fungerede som rampe for dykningen, og herfra kunne man gøre brug af forskellige aktiviteter. Ret praktisk. Det var ikke os, som havde valgt denne tur, det havde FDM gjort, da det er dem vi har bestilt igennem. Af alle de muligheder man har for at komme ud til revet, så synes vi et Quicksilver virker som det mest professionelle tilbud. Og utrolig praktisk, hvis man har børn med.
Vi sejlede med en katamaran, hvor der var omkring 250 gæster ombord samt en ca. 35 mand stor besætning. Man følte sig meget tryg og godt serviceret på hele turen.

Vi kom ud til pontonen omkring middagstid, og vi valgte at starte med en meget lækker frokost på båden (og lod alle de andre kæmpe om at komme i vandet). Efter frokosten tog vi på en tur i en form for ubåd, eller det vil sige en båd, hvor bunden var indrettet med siddepladser og vinduer i begge sider. Man sidder således under vandet, når man sejler og man kan kigge ud. Vi sejlede rundt i 25 minutter rundt omkring de forskellige koraler, og fik forskellige historier af en biolog om koralrevet (som desværre har lidt ekstrem stor skade de sidste 20 år pga. opvarmningen af vandet) og de forskellige fisk, vi så på turen. Det var virkeligt interessant.

Efter denne tur stod den så for vores vedkommende på snorkeldykning i indhegningen omkring pontonen. Indhegningen var til for at sikre, at folk ikke kom for langt ud. Hvilket nogle (tåber) dog alligevel gjorde. Der var også andre tilbud, fx en tur omkring revet i helikopter, scuba diving mm., men man må jo vælge det, som passer os alle bedst.

Vi kom alle i en våddragt, som blev anbefalet for at beskytte mod stingers (en meget farlig form for vandmænd), og for at beskytte mod den stærke sol ud på vandet. Og er vi ikke yndige?

Laurits blev ret dus med brug af snorkel, men næste gang vil det være uden svømmefødder.

Vi havde glemt vores nyindkøbte undervandskamera derhjemme (købt til rejsen, så det er flot), men heldigvis måtte vi låne Asger nye (og meget bedre) undervandskamera, og vi fik taget rigtig mange billeder. Her først af de store fisk:

Dette en af de få gange at Asger var tæt på et kabel!

Og et sjælden billede af Esben med hovedet over vandet!

Nedenfor er så af koraler og de mindre fisk:

 

Vi kan kun beskrive vores oplevelse med et ord: Wauv! Det er noget man ALDRIG vil glemme, det er simpelthen en fantastisk oplevelse. Man bliver helt høj af det, og det gælder os alle sammen.

Alle fik dykket i ca. 1½ time, og der blev set masser af flotte koraler og flotte fisk. I alle mulige farver. Kameraet kan desværre ikke gengive det så flot; det skal bare opleves.

Farverne på korallerne, eller den farve man kan se, ændrer sig jo længere man kommer ned. Og det skyldes lysets brydning i vandet. Det er røde koraller, der først ”mister” farven, og derfor ser de umiddelbart blege ud, hvis de ligger mere end 2 meter nede. De farver, som kan ses længst nede er blandt andet blå.

Asger, vores lille vandhund, fandt ret hurtigt ud af, hvordan man dykker helt ned til bunden med snorkel. Det er han altså god til. Men han skar sig lidt på foden, og skulle efterfølgende have jod på riften. Hvilket nok gjorde mere ondt end riften i sig selv J

Vi var de sidste, som kom om bord på katamaranen, og turen tilbage til land tog ca. 1½ time. Vi fik vand, saft og kiks for at stille den værste sult, med mindre man ville gå i baren. Laurits var træt, og havde bare brug for at sidde lidt for sig selv.

På vejen ind kunne vi se ganske mørke skyer over land, og det begyndte så småt at regne, da vi gik hen til bussen. Sikke en timing!
Som afslutning på en fantastisk dag, tog vi lige en dukkert i poolen på hotellet. Kan man ønske sig noget bedre?

I morgen står den på lidt strandbadning, lektier, pakke sammen, smide ud (vi har overvægt og en tørretumbler har ødelagt en del tøj), og så lige lidt hygge også. Og nok en sidste aftenbadning i poolen, for den er drengene ret vilde med.

Torsdag går turen til Auckland i New Zealand, og vi flyver fra Cairns til Brisbane og derfra videre til Auckland. Vi ankommer til midnat, som svarer til kl. 21 Cairns tid. I New Zealand er tidsforskellen til Danmark på 12 timer (det er her en ny dag starter). Vi regner med vi ”ses” igen fredag, når vi har fået fat i noget mobilt bredbånd igen.

17/11: Kuranda Tour

Så er endnu en herlig dag afsluttet med en fantastisk tur. Vi havde hjemmefra bestilt en tur til aboriginal byen Kuranda, som ligger oppe på et bjerg midt i en regnskov.
Vi blev afhentet på hotellet kl. 8, og turen startede i Tjapukai Aboriginal Cultural Park, som er et sted, hvor man får shows og oplevelser, som omhandler aboriginal kulturen. Vi var lidt spændte på drengenes reaktioner, men de var bestemt positive.

Vi startede med en gennemgang af baggrunden for aboriginal kulturen, og det var lidt langhåret, og foregik kun på engelsk. Derefter var der et danseshow, som omhandlede deres ritualer. Og her blev Asger hevet op på scenen og bedt om at danse med.

Bagefter fik vi en gennemgang af deres mad og medicin. Dejligt de også har noget for tømmermænd, pokkers at vi har glemt hvad det var J
Der blev også tilbudt ansigtsmaling, på den ”rigtige” måde, og det ville drengene gerne. Sort farve kommer fra kul, hvid fra kalk, gul og rød fra okker. Mere skal der såmænd ikke til.
Her kommet lige en flok billeder med dette.

Efterfølgende var der en gennemgang af deres våben, spyd og boomerangs, og så med praktiske øvelser bagefter. Super oplevelse. Og drengene gik meget op i det.
Her er drengene godt igang med at vise, hvordan de spyd skal sendes afsted:

Og her viser Vibeke og Laurits, hvordan en booemrang skal håndteres, The Danish Way:

Til sidst var der en gennemgang af deres musikinstrument didgeridoo. Didgeridoo er et blæseinstrument fra aboriginerne i det nordlige Australien. Instrumentet er en "naturlig trætrompet". En didgeridoo er som regel cylindrisk eller konisk formet og typisk en til to meter lang. Jo længere, instrumentet er, jo dybere toner fremstiller det typisk.

Det er faktisk ganske svært at spille på sådan et instrument, da man skal blæse luft ud samtidig med, at man trækker vejret/suger luft ind.

Efter oplevelsen her, hvor vi igen stødte på flere danskere (!), tog vi verdens længste svævebane, Kuranda Skyrail, som i alt tager 45 minutter at køre op med. Den går fra Cairns til Kuranda, og det højeste punkt er 545 meter over vandoverfladen. Strækningen går over regnskoven og er 7,5 km lang. Udarbejdelsen skete meget med helikopter for ikke at påvirke/ødelægge noget af regnskoven. Og alle gondoler svæver elegant over alle de meget høje træer.

Der er 2 stop på vej derop, og det ene stop er for at udforske regnskoven og det andet stop er for at få et view på floden og vandfaldene. Og her fik vi en til at tage et billede af vores lille familie.

 

Hvis man stod af begge steder tog turen mellem 30 og 45 minutter ekstra. Turen til Kuranda er storslået.

Byen Kuranda er en turistby som vi har set flere steder, og vi fik da også købt en del australske ting her. Tilbageturen gik med Kuranda Scenic Railway, og er en over 120 år gammel jernbanestrækning. Strækningen er 37 km lang og tager ca. 1½ time. Man kommer bl.a. igennem 15 tunneller og over 55 broer.

Der døde faktisk 33 personer med udarbejdelsen af jernbane strækningen. Det er en hyggelig tur med et gammelt tog der kører ekstremt langsomt (hvilket vi har prøvet i Vietnam), men det var en hyggelig tur.

Vel nede kl. 17, gik turen tilbage til hotellet hvor vi var kl. ca. 18.30.

Vi synes bestemt dette var en rigtig god tur alle sammen, og det gav mulighed for at få lidt en forståelser for den oprindelige befolkning her i Australien, og hvordan stammerne var opdelt. Det kan varmt anbefales andre, når de tager til Australien, både med og uden børn.

Aftenen tilbragte vi sammen med nogle dejlige mennesker fra Sjælland, Ole og Ingelise, som vi mødte i poolen i går. De er begge to på efterløn (og har god tid (…) og drengene synes også det er super hyggeligt at være sammen med dem. Esben og Asger spiste faktisk morgenmad sammen med dem her til morgen, he he.

Nu er klokken mange, og en lang og spændende dag er slut for os alle sammen, og vi er godt trætte. I morgen bliver en mere stille dag, så den hedder lektier og hygge/badning.