29/11: Napier og Esbens fødselsdag

Så er vi ankommet i Hastings, det er en lille hyggelig forstad til Napier.

Vi kørte i går fra Rotorua og havde ca. 4 timer foran os, før vi ville ankomme til Napier.

Vi havde lige et lille stop i byen Taupu lidt syd for Rotorua, det er en by, hvor den termiske undergrund i stor grad udnyttes til deres egen energiforsyning. Vi kørte lidt rundt i et område med masser af dampende rør, der også krydser veje, det var virkelig interessant.

 

Og kort efter Taupu kom vi til nogle bjerge, hvor vi ramte et ganske kraftigt regnvejr, der fortsatte frem til ankomststedet. Og skyerne hang bare lavt i bjergene.

Meget af turen foregik gennem bakker og mindre bjerge, og endnu engang sad vi bare i bilen og nød den fantastiske natur, der omgav en. 

Napier er den østligste større by på nordøen i området Hawke's Bay ud til Stillehavet. Der bor ca. 60.000 mennesker i Napier. Det der gør Napier og Hastings meget kendte er, at de begge mere eller mindre blev jævnet med jorden i det store jordskælv, der var den 3. februar 1931.

Efterfølgende er begge byer naturligvis genopbygget, og det som gør specielt Napier berømt er designet på mange af bygningerne, som er udtrykt i Art Deco design. Der er mange udsmykninger på husene, og der bruges ofte buer.

 

Da vi stod op i dag var det Esbens fødselsdag, han blev 11 år. Ja, tænk, det er en stor (og gammel) dreng vi har. Han blev fejret så godt vi kunne få det hen, så der var et stort banner i camperen, hvor der stod Happy Birthday. En lille gave fandt vi i form af filmen Grusomme Mig 2, og det er på engelsk. 

Til morgenmad var der pandekager med 11 lys, og der var ingen kærester i år heller. Alle lys blev pustet ud.

Efter morgenmaden skulle vi ind til Hastings midtby, da jeg (Leo) havde fået ondt i sin lysken, og dette skulle lige undersøges. Specielt for at sikre, at der ikke var noget betændelse af nogen art. Så mens vi ventede var Vibeke frisk og fik sendt alle børn til frisør, og her var der kamp om at få lov til at klippe dem. Laurits ville ikke, men da Esben og Asger næsten var færdige, så fik en af frisørerne æren af at være den blot 2. frisør i hans liv. Men han var edder spændt, og ikke tryg ved det. Sikke det pyntede, og det er nu noget mere behageligt i det varme vejr. Og her sidder 3 nydelige nyklippede drenge og venter på deres far.

I dag var der 27 grader og høj solskin. Esben vidste godt hvorfor vejret var så godt J

Heldigvis viste det sig for mig, at det kun var muskulære problemer i ryggen, og det gav smerter i lysken (og det forstår jeg ikke), og det kunne løses ved massage eller akupunktur. Hmm, her kender jeg vist en. Men da nåle ikke lige er det, vi har med, og da Vibeke for en gangs skyld har fornøjelsen af lange negle (læs: ingen massage her), så sagde den særdeles venlige læge, at der var et akupunkturhus overfor. Vi tog derover, og Vibeke faldt (naturligt) i snak med chefen derovre, og det viste sig faktisk, at hun havde været udvekslingsstudent i Danmark i Odense for mange år siden, og hun elskede Danmark. Og hendes søn var for 5 år siden udvekslingsstudent i Randers. Hvor er verden lille, og hun kunne stadig tale lidt dansk, og ville meget gerne snakke. Personalet så noget overraskede ud da hun begyndte på dansk. Nok noget der ikke var blevet nævnt tidligere ;o). Det blev drengene vældig imponeret over. Vibeke fik købt en pakke (100) nåle, men de rigtig lange nåle (pokkers!) havde hun ikke, men hendes klinik i Haveloc skulle have dem. Så der kørte vi ud, og igen fik Vibeke en god snak med en akupunktør. Og hun skulle her ikke betale for disse nåle. Hvor er de bare venlige og imødekommende hernede i New Zealand, det er fantastisk.

Tilbage i bilen igen valgte vi at køre til Napier for at opleve denne by, og dens Art deco design. Det var jo ikke lige noget at børnene faldt i svime over, og heller ikke forældrene, men når man gik på gågaden, så var det nogen gange, som at være i en ældre amerikansk film. Det er ret interessant at opleve. Men mange nye huse bygges nu efter nutidens stil, og noget af Art Deco stilen forgår stille og roligt, men der er stadig mange huse med det gamle design.

På mange er de renoveringer, der laves, er der skilte, som igen og igen minder om tiden før og efter jordskælvet. Det er et grundlæggende element i byens historie.

Efter en del vandren rundt, og vandring langs stranden (en strand der IKKE er en badestrand), men meget smuk, tog vi tilbage til Hastings. Her tog vi på et Steakhouse. Det ville Esben gerne.

Og mens vi ventede på maden, så kørte to biler sammen i lyskrydset lige uden for vores vindue, dog med meget lav fart, så ingen personskade af nogen art. Men et drama som optog drengene meget (vi glæder os til at læse deres blogs om det, tror det bliver gode historier). Det var en Nissan sportsvogn med en ældre herre og en gammel gammel pickup med 2 unge piger i.

 

Esben skulle efter aftensmaden lige på Skype for at snakke med familie, venner og også sin klasse. Nedenfor synger klassen en fødselsdagssang.

Det er tydeligt, at drengene er rigtig glade for at snakke med familie og venner derhjemme, og det er dejligt, at det er muligt. Laurits kan ikke helt forholde sig til det (endnu), og derfor holder han sig oftest tilbage.

Mens Esben snakkede løs, det er han jo ret god til, så tog min kære akupunktør sig godt af mig, og fik sat de vildeste nåle i mig. I hvert fald ifølge drengene, der mente, at det måtte gøre herreondt at få nåle i balden, specielt den lange. Ha ha. Ja, Vibeke mener jeg er en prins pyller, men hun gør hvad hun kan for at sikre, at hendes mand (eller mere rigtigt, Chief) er på toppen. Vibeke var naturligvis så venlig at tage et billede af mig på ”briksen”, men det skånes I for.

Endnu en dejlig dag er slut, og vi fornemmer at Esben har haft en super og oplevelsesrig dag.

I morgen tidlig går det så mod Wellington, hvor vi skal være 4 nætter inden vi drager til sydøen.