I forgårs, vores sidste hele dag i Cairns, havde vi en
stille dag, hvor vi fik badet nede ved stranden. Der var en indhegning, man
skulle bruge, da det var ”stinger” fri zone, men en kold dukkert er det ikke,
når vandet var 29 grader, og luften 33 grader. Men hyggeligt var det uanset.
Vi fik også shoppet lidt, og drengene har fået nogle
didgeridoo’s med hjem (hvor de kan larme), det synes vi er en rigtig god souvenir
fra Australien. Sammen med en boomerang naturligvis. En didgeridoo er interessant,
en original kommer fra et hult træ, og det er termitter som har gjort det hult.
Og det tager utrolig lang tid at lave en didgeridoo, og derfor er de originale
ret pebrede. Da børnene sov godt og klokken var over midnat tog Vibeke og jeg en aftenbadning i den flotteste fuldmåne i 24 grader varmt vand. Det var rent hygge, og ret stille J
Som skrevet ovenfor, så gik dagen i går med at rejse og
vente, lang og kedelig dag, men sådan er det nu engang når man skal fra sted
til sted. Det som overraskede os mest var faktisk den lange behandlingstid det
var for at komme ind. Bortset fra at udfylde diverse papirer (man kan snart
pasnumrene udenad), så var der en masse, om vi havde snavs eller mad med andre
steder fra. Fx, havde vi brugt vores sko udenfor i andre lande! Man passer i
New Zealand meget på med ikke at få noget ind, som kan påvirke naturen på nogen
måde.
Vi stod i dag op senere end normalt, og har brugt dagen på
at komme på plads. Vi har fx fået vores internet til at virke, og vi har nu
16GB data vi må få lov til at bruge og 3 timers tale (hvis nu der skulle være
bøvl med camper…..). Vi synes selv det er mange GB at skulle have, men bare
billederne fra Australien fylder 8 GB, og vi bruger nettet til at sørge for, at
alle vores billeder bliver gemt i skyen som en sikkerhedskopi. Og det bliver
nok ikke færre billeder her i New Zealand.
Men vi har så også nok til at kunne bruge Skype lidt mere
aktivt, det gælder også med at lade børnene snakke lidt mere med venner og
skolen, men man skal lige være opmærksom på tidsforskellen på 12 timer mellem
Danmark og New Zealand.
Vores hotel ligger endnu engang fantastisk centralt, vi
ligger tæt ved krydset på Queens Street og Victoria Street og kun 200 meter fra
Skytower. Det var sådan et billede vi blev mødt med, da vi ankom sent om natten.
Nedenstående billede er fra Skytower, og vores hotel er den med den store blå plakat.
Nedenstående billede er fra Skytower, og vores hotel er den med den store blå plakat.
Vi startede med en tur op i Skytower til udsigtspunktet 220
meter oppe; sikke et view man har herfra.
Bemærk den blå himmel, dejligt vejr med 23-25 grader, det er skønt.
Mor og søn hygger :-)
Derefter spiste vi og shoppede lidt. Det blev til lidt tøj
til Esben og mig samt nogle brætspil til os alle. Noget vi endnu engang
bemærkede var, at der er rigtig mange kinesere og japanere her i byen, ligesom
vi så i Sydney, og de fylder faktisk ret meget i gadebilledet. Som vi kan
forstå, så kan man i New Zealand godt mærke, at kinesere de seneste år har fået
langt flere penge mellem hænderne.
Her til aften har vi været ude at spise, og regner ellers
med at gå tidligt i seng. Vi henter camperen i morgen (ja, vi har en checkliste
med erfaringer fra Australien med), og det første stop bliver rigtig
interessant for os alle; det er noget, som vi ikke har nogen steder i Europa.
Mere om det i overmorgen.
Vi glæder os til at komme i gang med det primære formål med
vores jordomrejse som altid har været New Zealand, og denne oplevelse præcis
halvvejs på vores tur.
Vi fik i Cairns lagt en grov/løs plan for vores tur i New
Zealand og markeret i hvilke områder, vi satser på at overnatte og hvilken rute,
vi regner med at skulle køre. Det eneste der dog lige nu ligger fast er, at vi
sejler til sydøen den 4. december, så vi har 11 nætter i camperen på nordøen og
24 nætter på sydøen. En af færgerne mellem nord og syd er gået i stykker, så
der er ret optaget for store campere, derfor valgte vi at bestille
færgebilletten med det samme.
Vi har camperen i 36 dage, og derfor har vi måttet tage en
masse fravalg, da vi simpelthen ikke kan nå det hele på 36 dage. Det dobbelte antal
dage ville måske nok være mere passende. Vi har fx droppet alt nord for
Auckland og Waitomo Caves syd for, og på sydøen har vi fx droppet naturparkerne
i den nordlige del. Der er dog stadig rigeligt at se, og vi har prøvet at sikre
nogle gode sammenhængene dage på de forskellige steder for at sikre, at vi alle
ikke bliver for stresset af at skulle køre rundt hele tiden.
Til dem som måtte have interesse for det, så regner vi med
at holde jul i Queenstown, det skal nok blive hyggeligt. Anderledes, men hyggeligt. Vi er blevet anbefalet at bestille overnatning i
rimelig tid, da det omkring jul kan være svært at få pladser omkring juletid på
de gode sites.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar