lørdag den 16. november 2013

16/11: Ankommet i Port Douglas

Så er vi godt landet i Port Douglas, som er en lille og meget hyggelig by, der ligger 65 km nord for Cairns. Det er en by med masser af resorts og dejlige strande.
Det resort vi bor på hedder Mantra PortSea Resort, og er et virkeligt dejligt sted. Vi har fået 2 værelser, som er samlet til 1 lejlighed med et badeværelse i hver. Det store værelse har også the køkken og balkon.

Vejret er godt 30 grader om dagen, og godt 20 grader om natten (der er aircondition!), og da vi ikke laver det store, så er det ganske behageligt. Der er 100 meter til stranden, og ellers masser af pool-områder. Lige noget for drengene.
Vi har endnu ikke afprøvet stranden, men vi har fået besked på at bruge et indhegnet område for at beskytte mod specielt brandmænd. De er meget på spil fra november til maj måned, og man skal ikke undervurdere den skade som brandmænd herned kan forårsage, de kan være dødelige.

Lørdag formiddag gik vi ned i centrum for at handle lidt ind, vi manglede nogle tank-tops, badetøj, sandaler og hatte (I kan tro vi er fikse med de hatte vi har købt, måske der kommer billeder af dem senere. Vi har ingen endnu). Så skulle vi være klar til de to ture vi har bestilt hjemmefra:
- Kuranda Rail, Skyrail & Tjapukai
- Outer Great Barrier Reef Cruise

På vejen ned I midtbyen så vi et johannesbrødtræ I fuldt flor. Super flot syn.

Vi købte også lige noget mad, og MASSER af vand. Med alt det vi fik købt, så blev det til en taxa tilbage til resortet.
 
Nede i poolen er der naturligvis en bar, og da vi skulle bestille (ja, der var happy hour), så faldt vi i snak med et ældre dansk ægtepar. Sjovt hvor man møder danskere, vi mødte faktisk også nogle i lufthavnen i Cairns og på båden ifm. vores havnerundfart i Sydney.

I morgen står den så på Kuranda Rail turen, den glæder vi os til. Her kommer vi til at møde nogle aboriginals. Dem har børnene spurgte noget ind til. De forstår ikke helt hvad indfødte er og hvorfor de bor i kolonier for sig selv. Vi håber de bliver meget klogere i morgen.
 
Og for resten, nu er camperen afleveret, og den skal vi ikke se mere. Vi blev kompenseret for telefonforbrug og mistet mad, og vi fik også refunderet, hvad der svarer til 1½ dags leje. Vi fik en fin service ved aflevering. Og de lovede, at de ville gøre hvad de kunne for, at vores camper i New Zealand ikke vil volde os problemer.
Og det er faktisk dejligt lige at være i en lejlighed igen, sengene er bare bedre her, og der er meget mere plads :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar