torsdag den 21. november 2013

21/11: Australien, lidt refleksioner

Vi har tilbragt 24 fantastiske dage i Australien. Vi planlagde vores tur således:
  • 5 dage i en lejlighed centralt i Sydney nede ved Darling Harbour
  • 13 dage i camper fra Sydney til Brisbane, en strækning på godt 1.000 km
  • Flyve fra Brisbane til Cairns, en strækning på godt 1.700 km
  • 6 dage i en lejlighed på et resort i Port Douglas 65 km nord for Cairns
Vi synes det var en rigtig god fordeling som passede til os med 3 drenge. Strækningen fra Brisbane til Cairns skulle ikke være så interessant med camper, og flere anbefalede os at flyve i stedet. Bortset fra at vi sparede meget tid, så var det faktisk billigere at flyve frem for at køre.

På vores tur fik vi oplevet den fantastiske by Sydney ved at bo der; vi fik oplevet australiere og naturen på nærmeste hånd ved at bo i camper og vi fik slappet af, badet, oplevet aboriginals og set Great Barrier Reef i Port Douglas.
Der er mange ting vi ikke fik set, da vi pga tiden måtte fravælge en masse ting. Det som vi synes kunne have været interessant at skulle opleve var:
  • Turen fra Sydney til Melbourne via Great Ocean Road
  • Melbourne
  • Darwin
  • Alice Springs
  • Perth og Western Australia
Bare turen til Melbourne og et ophold i Melbourne ville nok tage en uge mere. Men vi har ikke fortrudt nogen af de valg og fravalg vi har taget.

Hvad synes vi så om Australien? Af den smule vi har oplevet, er det et fantastisk land. Der er en storslået natur, og dyrelivet er så mangfoldigt, som vi ikke har set andre steder. Og de farlige dyr, som fx slanger og krokodiller, lever frit, og det giver en lidt stof til eftertanke, da vi er så bekymret over at ulven er kommen til Danmark. Her bader man i vand med krokodiller og stingers og man bor på campingpladser med kænguruer, varaner/leguaner og papegøjer.

Foruden den fantastiske natur, så er den venlighed og gæstfrihed man møder blandt folk i Australien skøn. Alle de steder, hvor vi kom frem, om det var på campingpladser, bilværksteder eller folk vi mødte, så blev vi mødt med en venlighed og imødekommenhed, som man desværre sjældent oplever i Danmark.

Vi talte med en englænder som flyttede herned for 6 år siden. Det som overbeviste ham om at flytte til Australien var en nat, hvor han gik i byen (for at hente vand?), og her stødte han på en flok mennesker, der kom væltende ud fra en bar. I England ville man få et par på hovedet, hvis man gik selv, men her blev han opfordret til gå med dem til den næste bar. Han sagde også, at man tog tingene så meget mere afslappet i Australien, uden at det blev til dovenskab.
Det som han fortalte os, oplevede vi også ved at være her. Vi kan virkelig godt forstå, at folk bliver forelskede i Australien og flytter herned. Vi er selv alle sammen fristede af at skulle rive rødderne op derhjemme og drage herned, hvis muligheden bød sig.

Vejret i Australien er nu noget bedre end i Danmark, hvis man da ikke elsker det danske efterår og den danske vinter. Når der er vinter (vores sommer) sydpå, fx i Sydney, så drager de gerne på ferie i området omkring Cairns, hvor der er tørt og omkring 25-30 grader. Australiere kører som regel ikke de lange ture, men tager oftest flyveren og lejer så en bil. Og de har jo fede V8’ere hernede.

Australien, ja, vi tror ikke det er sidste gang vi er hernede, der er stadig så mange ting, der er værd at opleve. Og kulturen og menneskerne her er bare så imødekommende.

Vil andre tage herned, selv eller med børn, så synes vi, at man skal kombinere, som vi gjorde, dvs. med ophold i lejlighed eller resorts og i camper. Vi synes det giver en ufatteligt god mulighed for at opleve Australien på nærmeste hold. Hvis man da ikke er frisk på at tage en backpacker tur, men det er ikke lige noget, vi er til. Men en uge ekstra ville ikke gøre noget. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar